Tandkrone

En tandkrone kan bedst beskrives som en beskyttende kapsel, man sætter på tanden, hvis denne er svækket af forskellige årsager.

Formålet med at sætte en krone på er at genskabe tandens funktion og æstetik. Kroner kan laves i ren keramik, guld eller en kombination af begge. Hvilken type krone, der vælges, er en individuel vurdering og kommer an på følgende ting:

  • Hvor i tandrækken kronen skal laves dvs. hvor stort et tyggetryk tager tanden.
  • Kosmetik, hvor meget ser man tanden.
  • Hvor stor er destruktionsgraden af tanden.

Kroner kan også laves på tænder af kosmetiske årsager, så er du ked af, hvordan dine tænder ser ud, er du altid velkommen til at spørge os om mulighederne for at ændre dette. Du kan kontakte os på tlf. 48 26 76 86 eller mail: info@ntand.dk

Årsager til behandling

Der er forskellige årsager til en tand kan have behov for en krone.

Tanden er rodbehandlet, hvilket ofte sker pga. et stort cariesangreb i tanden. Ved rodbehandlingen fjernes yderligere tandsubstans, og til sidst kan tanden stå med tynde vægge, som nemt kan knække. Når man ved rodbehandlingen har fjernet nerven og blodkar, bliver tanden mere porøs og ”glasagtig”. Derfor anbefaler vi altid, at der sættes en krone på en rodbehandlet tand i kindtandsregionen for at minimere risikoen for, at tanden knækker og i værste tilfælde skal fjernes. I nogle tilfælde kan der sættes en krone på tanden lige efter rodbehandlingen er udført, og i andre tilfælde vælger vi at have en observationsperiode på 12 mdr. inden kronen laves, for at være sikre på, at rodbehandlingen er vellykket.

Revner i tanden kan opstå pga. af sølvfyldninger, men kan opstå i tænder uden fyldninger, hvis der er stor belastning på tanden. Revner i tænderne kan være rigtig smertefulde. Kan revnerne ikke afhjælpes med en plastfyldning, må man lave en krone, som omslutter tanden og holder sammen på revnen. En revne i tanden kan medføre tanden knækker, hvilket en krone kan nedsætte risikoen for.

Når der har været stort hul i tanden, eller hvis tanden er knækket, mangler der tandsubstans. Ofte kan vi lave en plastfyldning, men står der kun tynde vægge tilbage af tanden, kan en plastfyldning ikke holde. Kronen øger tandens styrke, så den kan holde til tyggetryk.

Ved sølvfyldninger: Tidligere blev der lavet mange og store sølvfyldninger, da det var det materiale, tandlægen havde at arbejde med. Sølvfyldninger holder i mange år, men har desværre også den egenskab, at materialet reagerer på temperaturændringer og dermed trækker sig sammen eller udvider sig. Det giver spændinger i tanden og kan give revner, som kan udvikle sig til smerter eller til at noget af tanden knækker. Når sølvfyldningen skiftes, kan det ofte være nok at lægge en plastfyldning, mens det andre gange er nødvendigt med en krone pga. stort tandsubstanstab eller revner i tanden. Din tandlæge skal nok forklare dig årsagen til, at du skal have lavet en krone.

Kroner

Der findes forskellige slags kroner. Det, der afgører, hvilken type krone der laves er, hvor kronen skal sidde i munden. Dvs. der skal tages højde for æstetik, hvis det er langt fremme i munden, og hvis det er længere tilbage i munden, skal materialet kunne tåle belastning og være slidstærkt. Typen af krone der er mest optimal, varierer også fra patient til patient, så valg af materiale, vil altid være en individuel vurdering.

Guldkrone
I mange år har man lavet guldkroner. En guldkrone er stærk og kan klare tyggetrykket på kindtænderne. Samtidig er materialet forholdsvis blødt og har samme slidstyrke som den naturlige tand, så man slider ikke de modstående tænder på samme måde, som man gør med en keramikkrone (keramik er hårdere end guld). Guldkroner har rigtig god kanttilslutning, dvs. overgangen mellem krone og tand er god og nem at renholde. De fleste patienter vil dog helst gerne have hvide/tandfarvede tænder, derfor laves der ikke så mange guldkroner mere.

Fuldkeramisk krone
En fuldkeramisk krone giver os mulighed for at lave kroner med rigtig god æstetik. Da der er ikke er noget mørkt metal, får man ikke de karakteristiske mørke kanter, man ofte kan se ved ældre metalkeramiske kroner. Der er forskellige typer af fuldkeramiske kroner. Nogle har en stærk inderkerne, hvor der påbrændes mere æstetisk porcelæn udenpå, mens andre har den samme slags keramik hele vejen igennem. Igen afhænger typen af materiale af, hvor stor belastning kronen vil udsættes for, samt hvor stort behov der er for god æstetik.

Metalkeramisk krone
En metalkeramisk krone er en blanding af de to materialer, som navnet også illustrerer. Kronen består af en inderkappe af metal, hvorpå der er påbrændt keramik, så kronen er tandfarvet, men samtidig har stor styrke pga. metalkappen. Denne type krone kan bruges på alle tænder, da den både er stærk og tandfarvet. Dog kan den ikke laves helt så flot som en fuldkeramisk krone, hvorfor der foretrækkes fuldkeramiske kroner længst fremme i munden.

Behandlingen

Når din tandlæge har vurderet, at din tand har behov for en krone, tages et røntgenbillede af tanden, for at sikre der er sunde forhold omkring tanden og ingen infektion omkring tandroden. Ser alt fint ud, kan behandlingen startes.

  1. Der lægges bedøvelse, så du ikke kan mærke tandlægen arbejder på din tand.
  2. Vi tager et lille aftryk af tanden, så der senere kan laves en midlertidig plastkrone, som du går rundt med, mens vores tekniker fremstiller den endelige krone.
  3. Når bedøvelsen virker, går vi i gang med at slibe tanden til, så der ikke er noget restfyldning, og der er plads til den nye krone. Det tand, der er tilbage (stubben), skal have de helt rigtige dimensioner, for at kronen passer bedst muligt og sidder godt fast.
  4. Når præparationen af tanden er færdig, lægges ofte en lille tråd ned mellem tandkød og tanden, for at man kan se nøjagtig, hvor der er boret til.
  5. Tidligere skulle man altid have taget flere aftryk, men her hos Nordsjællands TandlægeCenter, kan vi scanne din tand og sende det til vores tekniker, som laver din krone udfra scanningen. Scanningen er hurtig og præcis, og du slippe for aftryksmateriale i munden. I enkelte tilfælde må vi dog stadig anvende det konventionelle aftryk.
  6. Din tandlæge laver en farveprøve, og er det i fortandsområdet, vil vi i nogle tilfælde sende dig til farveprøve hos teknikeren for det mest optimale resultat.
  7. Udfra det lille aftryk, der blev taget i starten, laver tandlægen en midlertidig plastkrone, som du skal gå med, mens teknikeren laver din krone. Denne krone beskytter tanden, og du kan tygge normalt med den. Dog anbefaler vi, at du ikke tygger karameller, da der er risiko for, dette løsner den midlertidige krone. Du vil muligvis mærke lidt kuldefølsomhed i tanden nogle dage efter behandlingen samt lidt ømt tandkød.
  8. Når vores tekniker har lavet din krone, skal den sættes på. Den midlertidige krone fjernes, og den nye krone prøves ind. Der kan lægge lidt bedøvelse inden, hvis du ønsker dette. Ved indprøvningen kontrollerer tandlægen, at kronen passer i form, kanttilslutning, biddet og farven. Hvis alle parametre er opfyldt tilfredsstillende, skal kronen sættes endeligt fast (cementeres). Ved cementeringen tørlægges tanden, kronen fyldes med cement, og kronen sættes på tanden. Det overskydende cement fjernes, og vi lyshærder kronens kanter. Til sidst kontrollerer tandlægen igen biddet, og nogle gange skal kronen lige justeres i højden. Er man bedøvet, kan det være svært at fornemme, hvordan kronen passer. Føler man efter nogle dage, at kronen er lidt høj eller sammenbiddet ikke virker rigtigt, skal du kontakte klinikken, så vi kan justerer krones høje.

Når du har fået lavet en krone, er det vigtigt, du holder den godt ren, lige som resten af dine tænder. Det er også vigtigt, du kommer til dine regelmæssige eftersyn, så vi kan kontrollere kronen fungerer og hvis nødvendigt instruere dig i renhold omkring kronen.

Udtalelser

Har haft en super uheldig oplevelse hos en anden tandlæge, så jeg valgte at prøve Nordsjællands Tandlægecenter. Lige fra man træder ind af døren føler man sig velkommen og hele atmosfæren er afslappet og behagelig. Jeg vil klart anbefale dette sted til alle med en frygt for tandlæger. Du kan ikke undgå at føle dig godt tilpas og de er simpelthen så tålmodige, så det bliver en god oplevelse at gå til tandlægen.

– Helle Lindkvist Jørgensen

Book nemt tid her

Forespørg på en tid
og vi vender hurtigt tilbage

Din tid er ikke reserveret før du modtager en bekræftelse fra os.

Beskyttet af reCAPTCHA | Privatliv - Vilkår