Rodspidsoperation

Dine tænder bliver holdt på plads af rødder som er forankret i kæbebenet. Fortænderne har typisk én rod. De små kindtænder har 1-2 rødder, mens de bageste har 2-3 rødder. Enden af roden kaldes rodspidsen eller ”apex”. Nerver og blodkar vandrer fra knoglen gennem rodspidsen ind i røddernes rodkanaler og ender i tandens hovednervekammer.

Læs mere herunder eller bestil en tid her eller kontakt os for at høre nærmere

Hvornår er en rodspidsoperation nødvendig?

En rodspidsoperation er nødvendig, når betændelse omkring rodspidsen ikke vil gå væk på trods af en perfekt udført konventionel rodbehandling.

Under en konventionel rodbehandling bliver kanalerne i rødderne renset for inflammeret og betændt væv.

Rodkanalerne er somme tider meget komplekst udformet og kan indeholde nogle ekstra bi-kanaler, som afgår fra hovedkanalerne. Disse meget små bi-kanaler kan man umuligt få renset ordentlig ud i under den konventionelle rodbehandling. Det er i disse kanaler – typisk ved rodspidsen – der stadig kan være noget væv, som kan give gentagende problemer med betændelse efter konventionel rodbehandling. Det er her en rodspidsoperation kan blive nødvendig. 

Ved denne behandling fjernes rodspidsen sammen med det betændte væv. En forseglende fyldning placeres efterfølgende i den efterladte rod for at forhindre at yderligere bakterier siver ud i knoglen.

Diagnostik

En rodspidsoperation udføres først, når det er vurderet, at den eksisterende konventionelle rodbehandling ikke kan udføres bedre. Hvis den er utilstrækkelig vil Vi altid anbefale en omlavning af den oprindelige rodbehandling. Dette tages der stilling til, når tandens forhistorie er grundigt undersøgt klinisk og på røntgenbillede.

Behandlingen

Selve behandlingen foregår ved, at der anlægges bedøvelse. Herefter lægges et lille snit i tandkødet i området omkring den betændte rod. Tandkødet skubbes til side. Der skabes nu adgang til rodspidsen gennem den yderste tynde knogle så rodspidsen, og betændelse kan fjernes. Typisk fjernes der 3-5mm af rodspidsen.

Med ultralyd laves en lille kavitet ned i den tilbageværende rod, som efterfølgende forsegles med et fyldningsmateriale. Til slut syes tandkødet tilbage på plads med få sting. Hvis man under operationen opdager, at årsagen til den genstridige betændelse er forårsaget af en revne, kan tanden som udgangspunkt ikke reddes og må fjernes.

Behandlingen varer typisk omkring 45-80min.

Der er stor forskel på at operere en fortand med én kanal, der er let tilgængelig, eller en 3-rodet kindtang bagest i munden med svær adgang.

Hvordan skal man forholde sig efter indgrebet?

Du vil modtage grundig instruktion efterfølgende omkring, hvordan du skal forholde dig efter indgrebet. Som regel er efterforløbet ikke præget af udtalt smerte, men der vil selvfølgelig være lidt hævelse og murren i dagene efter. Vi udskriver receptpligtig smertestillende medicin og penicillin, såfremt der er fagligt grundlag for dette.

Vi passer på dig

Hos Nordsjællands TandlægeCenter i Hillerød laver vi hver eneste dag flere rodspidsoperationer, og vi har stor rutine i denne behandling. Alle kirurgiske behandlinger på klinikken bliver udført af personale, som kun laver kirurgi. Som ved fjernelse af visdomstænder er vi opmærksomme på, at man kan være utryg ved situationen omkring en tandoperation. Vores erfaring er dog, at patienter efterfølgende er meget overrasket over, hvor udramatisk forløbet er.

Vi lover at passe rigtig godt på dig!

Bestil en tid her eller kontakt os for at høre nærmere

Udtalelser

Har haft en super uheldig oplevelse hos en anden tandlæge, så jeg valgte at prøve Nordsjællands Tandlægecenter. Lige fra man træder ind af døren føler man sig velkommen og hele atmosfæren er afslappet og behagelig. Jeg vil klart anbefale dette sted til alle med en frygt for tandlæger. Du kan ikke undgå at føle dig godt tilpas og de er simpelthen så tålmodige, så det bliver en god oplevelse at gå til tandlægen.

– Helle Lindkvist Jørgensen

Book nemt tid her

Forespørg på en tid
og vi vender hurtigt tilbage

Din tid er ikke reserveret før du modtager en bekræftelse fra os.

Beskyttet af reCAPTCHA | Privatliv - Vilkår